Forsvar
udi Sagen No. 47.
Justitien
mod
Inger Olsdatter.    
For denne Anklagede har jeg tilforn for Underretten været anordnet som Defensor, og, som saadan, talt hendes Tarv, alt saaledes som det i den fremlagde Act Pag. 47 ff. indtagne Forsvars-Skrivt, og de ved samme fulgte Bielagere udviiser. Jeg har der, saa tydelig som mueligt, lagt for Dagen, ikke alene at Inger Olsdatter, efter de under Sagen oplyste Omstændigheder, maae være uden al Brøde, altsaa tillige uden al Strafskyld, men og at hendes Adfærd under den her paaklagede Tale eller Samtale ingenlunde fortjener nogen Dadel. Ikke findes det enten under Forhøret eller Doms Sagen beviist at Anklagede enten har ladet Almuen sammenkalde eller har holdt nogen eensidig Tale eller saakaldet Prædiken for dem --- det eneste der skulle kunne paadrage hende Straf --- men det Modsatte heraf er gotgjort ved Vidnernes Svar paa 1te og 9de Contraqvæstion i Acten Pag. 61-70, confr. med det samme vedhæftede Forhør, ligesom det ogsaa er beviist at Almuens Ærinde til
Gaarden Fahret  2den Juledag var at gaae i Kirke. Derimod maae det formeentlig antages at hvad hun, nemlig Anklagede, ved enten denne eller hiin Lejlighed kan have talt, Religion, Pligt eller Dyd angaaende, alene har bestaaet i Spørgsmaale og Giensvar vexelviis imellem hende og de øvrige Tilstædeværende, og imod saadanne Samtaler har Lovgivningen ikke etableret noget Forbud. Hun formeenes altsaa at være for Underretten uskyldig bleven dømt til den ubestemte Straf Dommen dicterer, og at hun altsaa har havt den lovligste Grund til at erklære sig misfornøjet med denne Dom, som jeg derfor bør vente aldeles underkjendt og tilsidesat. Naar jeg da, i Foreening med det hidtil anførte, endvidere har gjentaget hvad jeg til hendes Forsvar for Underretten har fremført, saa formeener jeg underdanig at have opfyldt en Defensors Pligter for saavidt Sagen selv betreffer.  Dernæst kommer jeg til at berøre det saa kaldte Appellations Skrivt under 10 f. M. med Inger Olsdatters Navn undertegnet, som findes Acten vedhæftet; og da er det klart, naar med dette Skrivt
Fremlagt i Christiansands Stifts Overret.
den 20 August 1806.  _______ const.    sammenholdes  hendes Declaration i Acten Pag. 47, hvor hun kalder sig et ukyndigt Qvindemenneske, at samme ikke kan være hendes egen Composition, men at det maae have en anden Autor saasom enten en umiskjendt Religons Iveer; en Bundsforvandt  = forbundsfelle  af den navnkundige Hans Nielsen Hauge, eller maaskee en aftakket Bondelehnsmand. Det er derhos vist at denne anonyme Forfatter har tilladt sig, i det mindste indirecte, Beskyldninger imod Defensor for Underretten, som denne vist nok ikke har foranlediget, da Sagen fra hendes Side har modtaget al fornøden Oplysning, og især have Vidnerne forklaret sig paa de til dem fremsatte Contraqvæstioner med al den Bestemthed man kunde vente. De Mangler Forfatteren desuagtet troer at have fundet i Vidneførelsen selv maatte i al Fald tilregnes Dommeren og ikke Defensor, og Mangelen i henseende til Oplysningerne, der neppe kan være til uden i den blotte Indbildning, maae alene tilregnes
den Anklagede selv, der hverken ved Præliminairforhøret eller under Sagen har opgivet de Vidner af hvilke hun kunde vente den nu paaberaabte yderligere Forklaring.
Saaledes er det ogsaa klart at de af hendes Concipist  = person som avfatter et utkast  formaaede nye Vidne qvæstioner ere baade usammenhængende tildeels uforstaaelige og ej eengang Sagen vedkommende; og overalt skjønnes det lettelig at disse Qvæstioners Besvarelse, efter Sagens Beskaffenhed, ville være baade unyttig og hensigtsløs. Men alt dette uagtet saa har dog meerbemeldte Appellations Skrivt anlediget Actor for Overretten til at nedlegge alternativ Paastand om Sagens Hjemviisning til nye og bedre Oplysning.  Om end denne Paastand skulle finde den høje Rets Biefald    ( det jeg paa Grund af Foranførte dog neppe vil formode især da Inger Olsdatter ingen Brøde er overført )  saa tør jeg dog haabe at saadan Hjemviisning ikke skeer paa min, som Defensors, Bekostning; men at det derimod paalegges Inger Olsdatter, enten ved hendes valgte anonyme Concipist eller hvem anden hun dertil kan formaae, at lade optage det attraaende nye Tingsvidne, som en privat Actus, paa hendes egen Bekostning.   I øvrigt kan jeg ikke efterlade at yttre det Ønske at de Christiansandske Stævnevidner, som de der have modtaget meerbemeldte Appellations-Skrivt og under deres Forsegling indhæftet sammen med Acten, maatte herfor faae en passende Irettesættelse, der uden tvivl ville have den gode Følge at de for Fremtiden indskrænkede sig blot til deres Function uden at indlade sig i Handlinger som ere dem uvedkommende og som ikkun afstedkommer 
 ufornødne Vidtløftigheder.  Endelig kommer jeg da til at berøre Sorenskriver Kiørboes i Sagen afsagde Dom for saavidt jeg derved, som for første Gang i min Betieningstid som Sagfører, er bleven mulcteret og tillige dømt at betale Vidnerne Kost og Tæring.  At jeg ikke har mødt personlig i Sagen ved Tingstedet Fahret er fuldkommen rigtigt; men at jeg for denne Udeblivelse baade har havt og tillige anmeldt lovligt Forfald er lige saa vist: Saaledes har jeg, oide   =   ifølge  Acten Pag. 56-58, produceret Attester for at jeg den 15 April havde baade publiqve og private Sager at udføre for Byetinget og den 16 equidem   =  selvfølgelig   ligeledes for Stiftsoverretten; men Dommeren har ikke destomindre statueret Muelighed for mig til at kunde afvigt  herfra da jeg blev færdig i Stiftsoverretten den 16de og der efter været paa Fahret den 18 April, anførende derfor, deels at Vejens Længde kuns var 7 Miile, og deels at der paa den Tid skal have været det bædste Slædeføre. Betreffende det første, da kan jeg ligesaa lidet tilstaae som nægte Rigtigheden af denne Anførsel efterdi jeg ingensinde har været personligen paa dette Tingsted, altsaa heller ikke kjender Vejens Længde uden efter blot Fortælling at den skulle være henved 9 Mile; men hvad derimod angaaer det det omtalte Slædeføre, da er Slutningen uriktig siden der vel saa højt oppe til Fjelds kunde gives Slædeføre uden at saadant derfor gaaes enten i Byen eller i næstomliggende Egne end- og paa flere Mile nær, hvilket sidste just var Tilfældet paa den ovenmeldte Tid. Den antagne Muelighed kunde altsaa ikke blive til Virkelighed og at Mueligheden selv kun har havt Sted i Dommerens egen Indbildning er i Særdeleshed klart deraf at han om det foregivne Slædeføre ej engang har modtaget Laugrettes-mændenes Declaration, den jeg bør slutte disse ikke have kunnet afgive med nogen mindste Bestemthed.
Et ligesaa lovligt Forfald hindrede mig ogsaa fra at møde Sagens 2den Session den 20 Junii, da jeg næsten paa samme Tid, nemlig den 23 equidem, havde tillige en anden befalet Sag at         plaidere,  = avgi muntlig uttalelse i en sak, forsvare  nemlig for en Gunder Gunnufsen Herøen o. fl. af Mandals Amt; og da denne Sag, hvoraf Acten, til den høje Rets behagentlige Eftersyn, herhos underdanig fremlegges, ej alene var af temmelig Vidtløftighed men og tillige af det Slags som ved Vidner paa Aastedet maatte oplyses, saa bestemte dette mig til at møde personlig i denne og derimod at fremsende mit. Forsvars Skrivt i hiin Sag den jeg ansaae af ulige mindre Vigtighed, og jeg havde hertil saa megen større Grund som den Herøeske Sag var berammet til Foretagelse længe forinden jeg blev underrettet om Tiden til hvilken Sagen mod Inger Olsdatter var udsat. Uagtet denne Pligtstrid, saa har dog nærværende offentlige Sags Fremme ikke lidt noget Ophold fra min Side; ikke har Publicum derved havt nogen Bekostning, da den Anklagede desuden har været bestandig paa frie Fod, men meget mere er det derved bleven soulageret  =  avlaste, lette byrdene, hjelpe   for de Udgivter min Skyds og Diæt ellers ville medtaget og som jeg hverken har beregnet eller paastaaet mig gotgjort.

Af foranførte formeener jeg da det vil være klart at Dommeren i at anvende Straflovens Bogstav, aldeles ikke har undersøgt enten Factum med alle sine Omstændigheder eller Lovens  Aarsag, dens Aand eller Meening og hvorvidt samme paa Factum selv kunde blive at anvende, og tør jeg desaarsage saameget mere vente mig for den idømte Mulct, Kost og Tæring til Vidnerne, vente   aldeles fritagen. I øvrigt fortjener at erindres at kun 7 af Vidnerne have mødt 2`de Gange for Retten, da Dommeren derimod har tilpligtet mig at betale Kost og Tæring til 8 Personer hver med 48 s, og at intet stemplet Papiir fra Angjældendes Side i Sagen er bleven brugt, uagtet Dommeren herom har tegnet sin Attest paa Acten. Begge Dele vidne i det mindste om Dommeren Uagtsomhed. Under Benægtelse af hvad der fra Actors  Side er bleven fremført og paastaaet, som formeentlig urigtig, bliver min underdanige Paastand: at anklagede Inger Olsdatter bør for Actors Tiltale i denne Sag aldeles frie at være, samt at jeg for den idømte Mulct saavelsom Kost og Tæring til Vidnerne frikjennes, og at Underrets Dommen i det hele saaledes frafaldes. 
  
Hermed indlades Sagen til den høje Rets Dom. 

Christiansand                            underdanig
    den 20 August 1806.                        J:S: Dahm

Til
Christiansands Stifts høje Overret.

Domspaastand i Justits Sagen
mod Inger Olsdatter.
Jeg har indstevnt denne Sag til Hjemvisning til nye og bedre Oplysning, fordi det forekom mig, at der manglede fuldkommen Oplysning om: hvad eller hvorom Inger Olsdatter skal have præket for Almuen paa Fahret, og fordi Tiltaltes Declaratjon ved Dommens Forkyndelse synes at give Anledning til saadan yderligere Oplysning. Jeg har stevnt, til Hjemvisning til nye og endelig Paakjendelse, fordi den afsagte Dom ikke tydelig giver tilkjende: hvor lang Tid Tiltalte skulle forblive i Forbedringshuset, men derimod lader saadant ubestemt og til vedkommende Directørers Vilkaarlighed. - At dette er stridende imod Begrebet af en Dom, og en Doms Hensigt, indsees lettelig; og ikke finder det Undskyldning i den 6 § af Reskriptet af 5 Marti og 2 April 1745, da høist samme blot tillader saadan Vilkaarlighed i henseende til Dem, som, uden videre Proces af vedkommende Øvrighed indsættes; Men af Proces og Dom maa nødvendigviis  følge en endelig Bestemmelse. 

Fremlagt i Chsd Stift Overret den 13 Augt. 1806.  _________ const: ---

I Henseende til Tiltaltes Brøde, da har Aktor ved Underretten hr. foged Vinde, med at muelig Udførlighed udviklet samme i sit Indlæg af 20 Juni d: A: i Akten pag 39 til 40. Jeg henholder mig derfor blot til samme, og paa Grund deraf og Sagens øvrige Omstændigheder underdanigst paastaaer: enten at Sagen hjemvises til nye og bedre Oplysning, eller til endeligere Paakjendelse eller og at Inger Olsdatter for sin Brøde vorder lovmedholdeligen straffet; hvorhos indstilles hvorvidt denne Ret finde de af Dommeren dicterede Mulcter at være passende.

Christiansand den 13 Augusti 1806.
Sørensen

Til
den høie Kongl. Stifts Overret
i Christiansand. --