Underdanig Pro Memoria.

Naar jeg skal give Oplysning angaaende Hans Nielsen Hauges Sekts Beskaffenhed og Fremgang, da forekommer det mig i Henseende til det første, naar jeg læser hans her blant Almuen udbredte Skrifter, og i sær hans Betragtning over Verdens Daarlighed ---- at han have meget tilfælles med andre Sværmere, at han ved den Fare han i sit 13 Aar var udi og andre paafølgende er  bleven opvakt til af Taknemmelighed mod Gud, som frelste ham, at udbrede hans Ære, og til den Ende arbeide paa, at sand Christendom skal faae Overhaand og ønsker at mange andre maae giøre det samme. «Jeg maae,siger han, tale Guds Ord, og udbrede hans Villie, da jeg dertil bliver dreven, og ellers i min Aand ikke haver nogen Roe.» Naar han paastaaer, at han af den h: Aand er bleven lært at frembære sit gamle Liggendefæe, saa er vel Aarsagen, at han finder onde Mennesker, der vil forhindre det sande Evangelium.

Stolt af sin Kundskab i at forstaae og forklare den h: Skrift, siger han: «det er nødvendig for Læseren, der vil forstaae mig som ald Jesu Lære, at sukke til Gud om hans Aands Oplysning.» Hvor meget han troer sig derved i stand til at udrette, viser han, naar han hennger paa sig Ordene, af Viisdommens Bogs 8Kap: og siger til Slutning: «gruesommeTyranner skulle frygte sig, naar de høre mig, thi om de udvortes pine og forfølge mig, saa bæver dog deres Aand indvortes for Guds Lov, hvilken jeg vil grunde paa. Nat og Dag.»  Af dette med meere