Underdanig Pro Memoria.

Naar jeg skal give Oplysning angaaende

Hans Nielsen Hauges Sekts Beskaffenhed

og Fremgang, da forekommer det mig i Hen-

seende til det første, naar jeg læser hans

her blant Almuen udbredte Skrifter, og

i sær hans Betragtning over Verdens Daar-

lighed ---- at han have meget tilfælles med

andre Sværmere, at han ved den Fare han i

sit 13 Aar var udi og andre paafølgende er

bleven opvakt til af Taknemmelighed mod

Gud, som frelste ham, at udbrede hans Ære,

og til den Ende arbeide paa, at sand Christen-

dom skal faae Overhaand og ønsker at man-

ge andre maae giøre det samme. «Jeg maae,

siger han, tale Guds Ord, og udbrede hans Vil-

lie, da jeg dertil bliver dreven, og ellers i

min Aand ikke haver nogen Roe.» Naar

han paastaaer, at han af den h: Aand er bleven

lært at frembære sit gamle Liggendefæe, saa

er vel Aarsagen, at han finder onde Men-

nesker, der vil forhindre det sande Evangelium.

Stolt af sin Kundskab i at forstaae og for-

klare den h: Skrift, siger han: «det er nødvendig

for Læseren, der vil forstaae mig som ald Jesu

Lære, at sukke til Gud om hans Aands Oplysning.»

Hvor meget han troer sig derved i stand til at ud-

rette, viser han, naar han hennger paa sig

Ordene, af Viisdommens Bogs 8Kap: og siger

til Slutning: «gruesommeTyranner skulle frygte

sig, naar de høre mig, thi om de udvortes pine

og forfølge mig, saa bæver dog deres Aand ind-

vortes for Guds Lov, hvilken jeg vil grunde paa

Nat og Dag.»                          Af dette med meere