Ankesaken til  haugianer kvinnen Inger Olsdatter i Christiansands Stifts Overrett i august 1806.
Anno 1806 den 20 august blev Christiansands Stifts Overret sadt og administreret paa Stadens Raadstue af undertegnede Rettens Tilforordnede. Derefter blev foretaget: Dom i Sagen No. 47, Procurator Sørensen som Actor mod Inger Olsdatter: Inger Olsdatter, hvem man seer, efter Pas fra Amtmanden over Bradsberg Amt af 5te Maii f: A: at være kommen fra Gierpen Sogn sammestæds, tiltales under nærværende Sag, fordie hun, som det i de til Actor og Defensor om Sags Anlæg, udstædte Ordres Hedder = Lov/tillatelse, skal sidstleden 2den Jule Dag den 26 Decb. f. A: have prædiket for den Kirkesøgende Almue ved Hordnæs Kirke, da de i Nærværelsen af samme vare forsamlede i et Huus paa Fahret. Hun er herfor ved den af Sorenskriveren i Vester Raabøjgdelauget den 25 Junii afvigt afsagde Dom som overbevist tilfunden at hensættes i Christiansands Forbedringshuus til Underviisning af vedkommende Præster i saa lang Tid, som Directeurerne anser fornødent, samt at betale Sags Omkostninger. Endelig ere Actor og Defensor for Underretten for, som det lyder, uforsvarlig Behandling under Sagen, mulcterede paa 10 Rd. hver, samt sidste desuden til 8te Vidner for foraarsaget unødvendige Møder, at betale 48 skilling til hver eller 4Rd. Førinden man skrider til Realia, maae foreløbig undersøges, hvorvidt der, efter saavel Tiltaltes paa Dommen tegnede Yttring, som Actors nedlagde alternative Paastand, kan ihenseende til Formalia og den formeentlige mangelheftige Oplysning, være Anledning til at fremvise Sagen til saadanne Manglers Afhielpning.  Som da Factum blot bestaaer i, at hun ommelte Tid skal have prædiket for Almuen, saa skiønnes ikke, efter den almindelige Idée man giør sig om en Prædiken, at videre Oplysning behøves, end: om hun virkelig har holt nogen eensidig gudelig Tale  om hun dertil har samlet eller sammenkaldet nogen  og om af Indholden af hendes Tale kan udledes  hun uden for sit Kald, har opkastet sig til Lærerske i Religionen  den være enten falsk eller sand  og derved forstyrret den almindelige Orden o. s. f: men som man af Acten erfarer alt foranførte at være iagttaget af saavel Actor som Defensor,  sidste og er vedblevet saadan Kvalité for Overretten, hvor han har inhæreret  = fastholdet   Sagens endelige Paakiendelse  saa at de begge ved deres til Vidnerne fremsatte Spørgsmaale pro og contra have tilvejebragt alt hvad der saavel kunde være til Gravamen  = Klagepunkt imod, som til Forsvar for Tiltalte, saa skiønner  Retten ej, at yderligere Oplysning i saa Henseende er fornøden, men at Sagen in statu qvo er moeden til endelig Paakiendelse.   

Hvad altsaa Sagens Realia betræffer, da lige saa vist som det er, at Reskr: af 5 Martii 1745, der igien er grundet paa den foregaaende Forordning af 13 Janu: 1741, begge have det velgiørende Øjemeed, at forebygge, at ikke ukyndige eller fanatiske Mennisker skulle uden for deres egentlige Fag, enten af taabelighed eller Ondskab, eller mueligt af begge Deele afgive sig med at forlede andre til nogen vildfarende Lærdom, og derved mueligt betage den Lettroende Almue den beroeligende Overbeviisning, som den sande Religion skiænker sine Dyrkere - og at altsaa Tiltalte, naar hun enten i saadant Hensyn, eller med slige skadelige Følger havde samlet eller ladet samle Tilhørere, og derom var overbevist, maatte ansees strafskyldig, saa vist bliver det derimod efter hine Anordningers Aand, og inspecie   =  særlig, i særdeleshet   endog efter Bogstaven af den 8 § i Forord: af 13 Janu. 1741, at paa den anden Side ikke enhver Religions Yttring, uden Hensigt at divulgere   =  gjøres kjent, utbredes  og uden at samle Tilhørere, kan være Gienstand for Straffe Lovene, hvorimod en saadan Handling snarere kan ansees ved giensidig Prøvelse at lede til det Mennisket  yderst Magtpaaliggende vigtige Begreb om Guddom og Pligt, og derved igien tiene til at knytte Borgersamfundet og befæste den indvortes Roe. 

Efter disse paa det etablerede genus causæ  =  omstridt punkt i en rettssak  passende Sætninger, vil følgende Momenta falde under Afgiørelse. Er det bevist 1ste: at Tiltalte har holt nogen Prædiken eller eensidig Religeus Tale?  2de: Har hun samlet eller ladet nogen kalde til saadant ?,  3tie: Har hendes paaklagede Forhold sidstl. Juledag havt nogen Indflydelse i eller forvoldet at den offentlige Gudstieneste sammesteds er forsømt? Hvad 1te betræffer, da have ingen af Vidnerne positiv kunnet forklare, at saadan Prædiken af hende er holt, ei heller om saa var hvorom den handlede, da alle saavel under præliminair Forhøret som siden under Sagen afhørte have forklaret de at ikke vidste hvorom hun talede, men at de blot af de omstaaendes andæktige Stilling sluttede det var om Guds Ord; thi de enkelte Vidner, der under Forhøret siges at have hørt hende tale om Christus o.s.v. ere siden fragaaede disse Udledelser. Lige saa lidet udkommer af det hele at saadan hendes Tale har været eensidig, hvorimod man snarere ledes til den sikkre Formodning, at hendes Udladelser have været anledigede enten af de hende giorte Spørgsmaale eller af nogles Forhold ved denne Samling, og om hun iøvrigt heraf anlediget har givet sine individuelle Tanker tilkiende eller yttret sin Mishag over enkeltes Forhold, hvoriblant tilsyneladende kaade og beskienkede, da bliver ved saadant efter Moralens Principer ikke at laste, hvorfore dette Momentum ei kan gravere hende.

I henseende til det andet, da vedblive alle Vidnerne eenstemmig ikke at vide det mindste om nogen Sammenkaldelse enten directe eller indirecte til denne Samling; Derimod seer man fuldkommen sikkert, at Fahret er en almindelig Sammelplads for den Hordnæs Kirkesøgende Almue, paa hvilket Stæd de oppebie Præstens Ankomst til Kirken, og som in casu  = nærmere bestemt, i foreliggende tilfelle   lettest kan tilgives Tiltalte saavelsom de øvrige, da man veed det paa denne Tid er kaldet i Kirken. og 3die er det tilstrækkelig oplyst, at saavel Tiltalte som atskillige af de Tilstædeværende flere Gange have spurgt om Præsten ikke var kommen i Kirken, samt at de saasnart Medhielperen underrettede dem om hans Ankomst, samtlige have forføjet sig derhen, hvorfore ingen Forsømmelse i den offentlige Gudstieneste kan siges at have fundet Stæd.  Da saaledes alle til Tiltaltes Beesskyld præstenerede  =   presentere  Criteria benægtende ere besvarede, maatte det synes af sig selv hun for Tiltale aldeles maatte friefindes. Som imidlertid 2de Vidne siger hende at have talt højt om Guds Ord, og hun selv maae tilstaae i denne Henseende af Lehnsmanden at være advaret, kan hun ikke undgaae at betale de af Sagen lovlig flydende Omkostninger. 
Hvad dernæst Actors og Defensors ved den ergangne Dom caracteriserede Forhold angaaer, da have begge separatim  =  hver for seg   mødt og paastaaet sig for de idømte Mulcter m:v: friefundne og sandelig med den fuldkomneste Føje; thi hvad Actor Fogden Winde angaaer, da viser saavel de i Sagen for Underretten anbragte Grunde, som de med hans Indlæg her for Retten fremlagde Bielage, deels at han beviislig ved andre Forretninger var hindret fra at møde den Dag Sagen falt i Retten, og derhos fremsendte saavel Stevning som de Qvæstioner han af Vidnerne ville have besvaret, altsaa ingen Ophold skede, deels at han med bedeen   = straks, etter hvert, en etter en   til SagsAnlæg af 31 Janu. og med den notorisk Langsomme Gang med Breve til FieldEgnen som uden for Post Touren, tilstrækkelig  har gotgiort Rigtigheden af hvad den originale her fremlagde Ordre findes paategnet, at han ikke førend den 13 Febr. modtog samme, altsaa ej heller har kunnet udstyre Stevningen, forinden skeet er, hvoraf alt flyder, at ingen Mulct paa ham kan være at anvende. Ligesaa lidet kan Defensor Procurator Dahm siges for hans manglende 2de Møder at være inculpa  = siktet, anklaget   da han saavel for Underretten som endnøjere her har legitimeret til Forfald, og derhos skiøns fraværende for Underretten  tilvejebragt de til Tiltaltes Forsvar fornødne Oplysninger   
 der alt giør at han for saadan idømt Mulct maae blive at friefinde. I henseende til den Sidste til Vidnerne idømte Kost og Tæring, da ligesom man seer han in abstracto  =   i og for seg, i alminnelighet   urettelig er tilfunden at give samme til 8te Vidner, eftersom der var kun 7, der mødte første Session, saaledes formeenes endog han ikke til nogen af dem bliver pligtig at svare samme, da forudsadt, som baade beviist og antaget, at han lovlig var hindret fra at møde 1te Ret, og derom næste Ret fremlagde vedkommende Embedsmands Attest, havde det og været Dommerens Pligt efter Dahms Forlangende i P. M. af 3 april, især i en Justits Sag, at paalægge Vidnerne gientaget Møde til den Tid Sagen atter blev forhandlet, uden at dertil behøvedes den udtagne og af Dommeren paalagde Contra Stevning, som ved Forord: af 31 Maj f. A: dens 7§ aldeles er afskaffet, som ufornøden. Da saaledes Underdommeren har feilet ved in Facto = faktisk at finde Inger Olsdatter overbeviist, og in jure  = gjøre urett ved at anvende en Straf, der saavel i henseende til Maaden den skulle iværksættes paa, som Tiden og Stædet den skulle udstaaes i  thi man har endnu ikke her i Stiftet, som andenstæds nogen separat Forbedringshuus, afsondret fra Tugthuset   er saaledes ubestemt og vilkaarlig at Executionen deraf maatte blive yderst vanskelig. Dommen saaledes ikke uegentlig er af de uendelige Domme, hvorimod 1_5_12 og 13 advarer, saa maae ifølge heraf, saavelsom de forhen releverede  =  framheve Feil med Mulcts Anvendelse for Actor og Defensor, samt den urigtige Attestation om det stemplede Papiirs Brug m: v: den paaankede Dom blive at frafalde, hvorfore efter iøvrigt at have bevidnet Sagførelsens Lov forsvarlighed for begge Rettene, hermed kiendes for Ret:
    
Den ergangne Dom frafaldes, hvorimod Inger Olsdatter for Actors videre Tiltale i denne Sag bør frie at være, dog at hun betaler de af Sagen lovlig flydende Omkostninger. Iøvrigt bør bemt. Dom ikke komme Actor ved Underretten fogden Winde og Defensor Procurator Dahm til Fornærmelse eller Penges Udgivt i nogen Maade, men de for de idømte Mulcter og sidste for den ham paalagde Kost og Tæring i denne Sag aldeles frie at være. 

CFTvBracht

Kilde: Christiansands Stifts Overrett  Justits - og Domstolsprotokoller Nr 1. 1797 - 1807 .
 

Kide: